Amarone della Valpolicella – sig navnet langsomt… Der er både kærlighed og kraft i ordet, og således også i vinen.

Amarone er blevet det store hit til julemiddagen herhjemme. Den har tilpas meget alkohol, kraft, sødme og krydderier til at imødegå vores helstegte and, brun sovs, syrligsød rødkål og ikke mindst de søde, brune kartofler. Jeg ved, alle ikke er ubetingede enige i denne parring, men alternativerne har lige så mange udfordringer, og ja… så er det efterhånden blevet en tradition. Derfor er julen blevet lig med Amarone.

Det er også med julen, at vi gerne vil have det bedste, og vi er mere villige til at hive muldvarpeskindet frem og vise, hvad hjemmet formår at kreere og servere. Og når Amaronen kommer på bordet, viser værten samtidig, at han eller hun vil sine gæster det godt. Der er nemlig noget prestige i Amarone, for skal man have en god vin af typen, skal man på den anden side af et par hundrede kroner pr. flaske, og det er langt mere, end det den gennemsnitlige flaske vin på danske middagsborde koster.

Det er pudsigt at tænke på, at vi stort set ikke kendte til Amarone for 45 år siden, men typen er mere end 150 år gammel, og der er en særdeles god grund til, at prisen er – og bør være – høj. Oprindeligt var Amarone et lokalt prestigeprodukt. Man anvendte kun de allerbedste druer, og lod dem tørre i flere måneder på sivmåtter eller i kasser til de mistede op mod 40 procent af deres væske. Druemosten blev dermed markant mere sukkerholdig, og når den gæres helt ud, får man en vin med høj alkohol, høj koncentration og masser af fylde. Herefter lagres de på fade i flere år.

Det gør man stadig, hvis det skal være god Amarone – og det er derfor, at prisen er så høj.

 Kæmpe hype omkring Amarone

I midten af halvfemserne begyndte vi for alvor at tage Amarone til os. Dengang blev der på verdensplan produceret halvanden million flasker Amarone – i dag er den årlige produktion langt over 13 millioner flasker. Med så stor en salgsmæssig succes har en del mindre seriøse producenter øjnet hurtig gevinst ved at springe over de lavest liggende gærder og fremskynde produktionen. Druerne er ikke nødvendigvis af den højeste kvalitet, tørreperioden er nedsat, og vinen lagrer ikke på de allerbedste fade – men man har kunnet sælge vinen for cirka 100-120 kroner. Det illustreres også ved, at man samtidig med den øgede efterspørgsel på Amarone og dens ’lillebror’, Ripassoen, har oplevet et fald i produktionen af almindelig Valpolicella vin fra 41 millioner flasker i 2005 til kun 19 millioner flasker i 2013.

Derfor bør du hive din kritiske sans frem, når du ser et slagtilbud på Amarone i omegnen af 100 kroner for en flaske. Spørg dig selv, om det nu også kan passe? Du ved jo, at hver gang, du stiller det spørgsmål, falder svaret negativt ud.

Der er heldigvis stadig en lang række producenter, der sætter kvalitet over kvantitet. Samtidig pågår en større debat i området, om hvordan man viser forskellen mellem de forskellige kvaliteter. Skal man lave en Amarone Cru? Eller skal man gå sammen om at informere som en gruppe af elite-producenterne har gjort med Amarone Families?

Indtil da kan du være sikker på en ting… hvis du vil have Amarone af god kvalitet, må du også betale for det!