Indtil for ganske få år siden var der stort set ingen herhjemme, der kendte til vinene fra Ribera del Duero. Når vi drak spanske rødvine, valgte vi oftest vine fra Rioja. Den måtte meget gerne have et guldgitter på flasken, være kraftfuld og have markant smag af det egetræ fra vintønden, den har været lagret på.

Men smag og behag ændrer sig. I takt med en stigende efterspørgsel på mere finesse, er Ribera del Duero i dag det vinområde i Spanien, der leverer nogle af de mest interessante vine. Både til hverdag og de mere eksklusive øjeblikke. Man vil ofte opleve, at Ribera del Duero vinene er intense, fyldige og koncentrerede – og meget anderledes fra eksempelvis Rioja. Det er herfra, at danskeren Peter Sisseck producerer den dyreste spanske vin, Pingus. Netop Pingus har givet masser af omtale til området, der ellers kan datere sin vinproduktion flere århundreder tilbage i tiden.

Ribera del Duero er nemlig som skabt til vinproduktion. Det ligger lige øst for byen Valladolid på en højslette 850 meter over havets overflade. Her veksler augusttemperaturerne kraftigt fra 35 grader i løbet af dagen til 12 grader om natten. Jorden er helt perfekt med limsten og kalk, og vinene bliver ligesom luften i højderne, tørre og klare. Desuden er de lave nattetemperaturer med til at tilføre en speciel vibrerende syrlighed, der for de tålmodige gør dem egnede til at gemme.

Mere frugt – mindre fad

Ribera del Duero laves fortrinsvist på Tinto del Pais-druen, et andet navn for Spaniens nationaldrue, Tempranillo. Man må dog gerne blande mindre partier af andre druer i. Men i modsætning til Rioja, hvor Tempranilloen har bedst af at blive blandet op med andre druetyper, klarer den sig oftest flot alene i Ribera del Duero.

Man vil ofte finde smag- og duftnoter af kirsebær, tørrede blåbær og figner sammen med ceder og lidt tobak fra fadet. Netop på grund af deres fyldighed og smagskoncentration er de gode makkere til retter med mørkt kød eller vildt. Det er dog et godt tip at holde øje med, hvor længe vinen har lagret. I de seneste år har de unge vine uden fadlagring eller meget lidt fadlagring appelleret til et publikum, der holder mere af frugten end af fadet i en vin. Og eftersom omkostningerne til at lave den type vine er lavere, koster de også mindre – et argument, de færreste kan stå for.

Farver fortæller om lagringen

Producenterne i Ribera del Duero er gået sammen om et farve- og mærkningssystem på bagetiketten, så man som forbruger ikke er i tvivl om kvaliteten af flasken. De få roséer fra området har en pink bagetiket. De helt unge rødvine, der kun har fået meget kort tid på fad – hvis de i det hele taget har fået noget – kaldes Joven og har en lilla bagetiket. Crianza rødvinen med den røde bagetikette har ligget mindst 12 måneder på fad, mens Reservaen med den brune bagetikette har mindst 12 måneder på fad og i alt lagret mindst tre år. Den fineste, Grand Reserve med den gyldne farve på bagetiketten, har man passet på i mindst fem år i kældrene, hvoraf de to af årene har været på fad.

Og hvilken farve etiket har hvidvinene så? Ikke nogen, for i Ribera del Duero laver man næsten udelukkende rødvine foruden en lille produktion af rosé.

Fakta om Ribera del Duero

• Frugtdrevet rødvine, der passer til mørkt kød og vildt.
• Findes i flere forskellige kvaliteter efter lagring – meget kort tid på fad og op til minimum fem år. Et farvesystem på bagetiketten viser vinens lagring.
• Priser går fra 75 kroner og op til 6.500 kroner pr. flaske.